Hvis man spørger folk om, hvorfor de er modstandere af atomkraft, så får man det svar at det enten er pga sikkerhed på værket, manglende bæredygtighed mht uranforkomster eller at affaldsproblemet ikke er løst. Det er det sidstnævnte jeg skal beskæftige mig med her:
Atomaffald fra en letvandsreaktor kan bortskaffes på 4 måder. Og ikke alle metoder duer for alle stoffer i affaldet og metoderne er: Forbrænding, formering, transmutering og deponering.
96% af atomaffaldet består af uran, mere end 99% er U-238, resten er små mængder af uforbrændt U-235 samt U-236 som er skabt i reaktoren. U-238 kan formeres til plutonium. Når det bestråles i en reaktor optager det en neutron og bliver til U-239 som hurtigt henfalder og bliver til Np-239, som henfalder med en halveringstid på 2 dage og bliver til Pu-239. En del af den Pu-239 formeres videre til Pu-240 og hvis tilstrækkelig stor andel udgøres af Pu-240 kan materialet ikke anvendes til at lave bomber af. . I en reaktor vil U-236 blive transmuteret til Np-237 som kan transmuteres videre til Pu-238, et værdifuldt materiale der finder anvendelse i rumsonder som energikilde. U-235 kan naturligvis forbrændes i reaktor. Tilstedeværelsen af U-236 gør uranen farlig i 100.000 år hvis den ikke forbrændes, formeres eller transmuteres.
1% af atomaffaldet består af plutonium. Diverse isotoper, 238, 239, 240 og 241. I en almindelig letvandsreaktor sidder brændslet i 3 år og i den periode vil 30% af plutoniumen der dannes blive transmuteret til Pu-240. Da Pu-240 skaber spontan fisson er det uønsket i større mængder i atomvåben og et våben med 30% Pu-240 kan næppe fremstilles. Alle isotoperne kan forbrændes i reaktor minus Pu-238, som formeres til Pu-239 som kan forbrændes. Plutonium er farlig i 100.000 år hvis ikke det forbrændes, formeres eller transmuteres.
0,1% af atomaffaldet består af de såkaldte mindre aktinider eller transuranerne.
Det er stofferne Np-237, Am-241, Am-243, Cm-242 til 248 samt Cf-249 til 252. De kan alle forbrændes eller transmuteres i reaktor til andre spaltbare stoffer eller radioaktive stoffer med en kort levetid. Mindre aktinider er farlige i 10.000 år med mindre det forbrændes, formeres eller transmuteres.
Ca. 3% af atomaffaldet består af fissile produkter. Det er det reelle affald der ikke kan genbruges og det skal deponeres. Det er dog ikke farligt i mere end ca. 500 år.
Efter 40 år har atomaffaldet mistet 99,9% af sin radioaktivitet.
Mht. deponering, så har vi 1,5-2,0 mia års erfaring med dette fra Oklo naturreaktorerne. Naturlige spaltningsprocessor begyndte for over 1,5 mia år siden i Oklo uranminen i Gabon. Dengang indeholdt uranen ca 3-4% af det spaltbare materiale U-235, idag er det pga henfald reduceret til 0,7202%, undtagen i Oklo minen, hvor en stor del af materialet spaltedes og det efterlod enorme mængder af uindkaplset atomaffald, hvor grundvand løb igennem. Da man satte sig for at undersøge hvor langt atomaffaldet fra de 17 naturreaktorer havde flyttes sig, fandt man, at det ingen steder havde flyttet sig mere end 3 m! Et klart bevis på, at sikker deponering af atomaffald er mulig. Dem der påstår noget andet aner enten ikke hvad de taler om eller også er de venstresnoede miljøfanatikere som Svend Auken der har gjort det at være imod atomkraft til en religion.
Atomaffald fra en letvandsreaktor kan bortskaffes på 4 måder. Og ikke alle metoder duer for alle stoffer i affaldet og metoderne er: Forbrænding, formering, transmutering og deponering.
96% af atomaffaldet består af uran, mere end 99% er U-238, resten er små mængder af uforbrændt U-235 samt U-236 som er skabt i reaktoren. U-238 kan formeres til plutonium. Når det bestråles i en reaktor optager det en neutron og bliver til U-239 som hurtigt henfalder og bliver til Np-239, som henfalder med en halveringstid på 2 dage og bliver til Pu-239. En del af den Pu-239 formeres videre til Pu-240 og hvis tilstrækkelig stor andel udgøres af Pu-240 kan materialet ikke anvendes til at lave bomber af. . I en reaktor vil U-236 blive transmuteret til Np-237 som kan transmuteres videre til Pu-238, et værdifuldt materiale der finder anvendelse i rumsonder som energikilde. U-235 kan naturligvis forbrændes i reaktor. Tilstedeværelsen af U-236 gør uranen farlig i 100.000 år hvis den ikke forbrændes, formeres eller transmuteres.
1% af atomaffaldet består af plutonium. Diverse isotoper, 238, 239, 240 og 241. I en almindelig letvandsreaktor sidder brændslet i 3 år og i den periode vil 30% af plutoniumen der dannes blive transmuteret til Pu-240. Da Pu-240 skaber spontan fisson er det uønsket i større mængder i atomvåben og et våben med 30% Pu-240 kan næppe fremstilles. Alle isotoperne kan forbrændes i reaktor minus Pu-238, som formeres til Pu-239 som kan forbrændes. Plutonium er farlig i 100.000 år hvis ikke det forbrændes, formeres eller transmuteres.
0,1% af atomaffaldet består af de såkaldte mindre aktinider eller transuranerne.
Det er stofferne Np-237, Am-241, Am-243, Cm-242 til 248 samt Cf-249 til 252. De kan alle forbrændes eller transmuteres i reaktor til andre spaltbare stoffer eller radioaktive stoffer med en kort levetid. Mindre aktinider er farlige i 10.000 år med mindre det forbrændes, formeres eller transmuteres.
Ca. 3% af atomaffaldet består af fissile produkter. Det er det reelle affald der ikke kan genbruges og det skal deponeres. Det er dog ikke farligt i mere end ca. 500 år.
Efter 40 år har atomaffaldet mistet 99,9% af sin radioaktivitet.
Mht. deponering, så har vi 1,5-2,0 mia års erfaring med dette fra Oklo naturreaktorerne. Naturlige spaltningsprocessor begyndte for over 1,5 mia år siden i Oklo uranminen i Gabon. Dengang indeholdt uranen ca 3-4% af det spaltbare materiale U-235, idag er det pga henfald reduceret til 0,7202%, undtagen i Oklo minen, hvor en stor del af materialet spaltedes og det efterlod enorme mængder af uindkaplset atomaffald, hvor grundvand løb igennem. Da man satte sig for at undersøge hvor langt atomaffaldet fra de 17 naturreaktorer havde flyttes sig, fandt man, at det ingen steder havde flyttet sig mere end 3 m! Et klart bevis på, at sikker deponering af atomaffald er mulig. Dem der påstår noget andet aner enten ikke hvad de taler om eller også er de venstresnoede miljøfanatikere som Svend Auken der har gjort det at være imod atomkraft til en religion.
l?rt en masse